Guide: sådan frisker du dit badeværelse op

27 maj

Her er en guide til hvordan du nemt laver dine egne duftpinde
Et velduftende hjem er et godt hjem. Når næsen føler velvære, følger resten af kroppen ofte med. Desværre er der visse rum indenfor hjemmets fire vægge, hvor indeklimaproblemer og lugtgener er hyppigere forekommende. Badeværelset er et af de rum.

På badeværelset kan det helt naturligt komme til at lugte. Og lad os være ærlige, et stinkende badeværelse er ikke ligefrem indbydende – og slet ikke noget man har lyst til at byde sine familie, venner eller gæster.

Der findes heldigvis en række metoder til at vedligeholde et velduftende badeværelse, uden at du skal købe dig fattig i kemiske, koncentratprodukter. Tværtimod kan du få lidt sjov ud af at lave et par små DIY-projekter.

1. Lav dine egne duftpinde

Et af de helt simple tricks er at købe og/eller lave dit eget lille glas med duftpinde. Det er super let at lave og koster ikke særligt meget.

Du skal bruge nogle tynde træpinde (det kan være almindelige grillspyd), noget mandelolie, en æterisk olie med din yndlingsduft samt en lille apotekerflaske.

Du hælder ca. 1 dl mandelolie og 50 dråber æterisk olie op i apotekerflasken og blander det godt sammen med pindene. Derefter lader du det hele stå i 24 timer. Vend nu pindene om, og der vil langsomt begynde at brede sig en duft i rummet, når duftblandingen udskilles fra pindene.

2. Sæt planter ud på badeværelset

Nogle planter som lavendel eller eucalyptus-grene er ekstremt nyttige til at sprede dufte. For eksempel kan du hænge en håndfuld eucalyptus-grene op i en snor i et af badeværelsets tørre områder. Herefter spredes hurtigt en dejlig duft.

Skulle du ikke være glad for duften af lavendel eller eucalyptus, kan du også prøve andre planter og blomster af. Dertil kan du også skære citrusfrugter ud og lægge dem på et fad. Det vil give en øjeblikkelig frisk duft.

3. Vedligeholdelse og rengøring

Det siger næsten sig selv, at rengøring fører til bedre lugte. Ikke desto mindre vil jeg gerne fremhæve de vigtigste kilder til lugtgener, som du hurtigt kan gøre noget ved:

For det første skal du huske at vaske badeforhænget regelmæssigt. Det kommer hurtigt til at blive en kilde for bakterier og sæberester, hvilket både lugter og ødelægger det med kalkaflejringer og misfarvninger.

For det andet skal du sørge for at få luftet ud dagligt eller på anden måde sørge for at ventilere dit badeværelse. Når badeværelset på daglig basis bliver vådt af flere omgang, skabes et dårligt indeklima, der i værste fald giver skimmelsvamp.

For det tredje skal du huske at give afløbet en regelmæssig tur. Hvis du ca. hver anden uge hælder en elkedelfuld kogende vand og lidt opvaskemiddel (eller andet fedtopløsende), fjerner du de værste bakterier og fedtaflejringer. Skal du have fjernet en lugt af kloak, skal du prøve med en blanding af bagepulver og eddike.

Det kan helt klart anbefales, at du sørger for at rengøre badeværelset løbende. Dette vil i sidste ende spare dig en masse tid, frustrationer og penge.